Børns tidlige seksualitet
Den psyko-seksuelle udvikling
Freud inddeler den tidlige udvikling i forskellige faser: den orale fase, den anale fase, den ødipale fase, latensfasen og puberteten. Hver fase er med undtagelse af latensfasen tilknyttet en bestemt erogen eller følsom zone (mund, anus, kønsorgan). Freud forestillede sig, at barnets personlighedsudvikling var tæt forbundet med den seksuelle udvikling. Han talte derfor om den psyko-seksuelle udvikling.
I den orale fase fra nul til halvandet år, der er knyttet til munden, er barnet udelukkende styret af det'et, af de impulsive drifter og af lystprincippet, der kun tænker på at søge lyst og undgå ulyst. Opstår der konflikter i denne fase, kan det på længere sigt præge personligheden i retning af grådighed og selvoptagethed. Barnet lever i starten af denne fase i en narcissistisk tilstand, hvor det elsker sig selv og føler sig symbiotisk forbundet med alt, hvad der er godt og tilfredsstillende hos moderen. Opstår der problemer i denne fase kan det ifølge Freud præge personligheden i retning af grådighed, afhængighed og selvoptagethed.
I den anale fase fra halvandet til tre år, der er knyttet til endetarmen, udvikles barnets selvstændighed. I denne fase udsættes barnet for forældrenes opdragelse, og via en del af opdragelsen, nemlig pottetræningen, som sætter ind på dette tidspunkt, udviser forældrene i sagens natur en særlig interesse for netop barnets afføringsprocesser. Barnet møder i denne fase stigende krav om at følge visse regler og normer og beherske sig selv og ikke mindst sin ringmuskel. Barnet skal lære at leve efter realitetsprincippet – dvs. lære at udskyde sine behov og acceptere et vist mål af ulyst med henblik på en senere lystopnåelse. De stigende krav fra forældre og omgivelser i denne fase vil uundgåeligt frustrere barnet, og det vil lige så uundgåeligt rette aggressioner og had mod de forældre, der forsøger at hindre det i at udleve sine spontane lyster og behov. Opstår der problemer i denne fase - på Freuds tid ofte på grund af en for autoritær opdragelse - mente Freud, at det på længere sigt kunne påvirke personligheden i retning af stærk selvkontrol, nærighed og mangel på spontanitet.
I den ødipale fase fra tre til seks år bliver barnet bevidst om den anatomiske forskel på de to køn. Fasen omtales som ødipus-komplekset og er opkaldt efter det græske sagn om kong Ødipus, der dræbte sin far og giftede sig med sin mor. Drengen opfatter til at begynde med faderen som en rival i forhold til moderen, men identificerer sig til sidst med ham og med det maskuline og fortrænger sine feminine sider, mens pigen omvendt rivaliserer med sin mor, men til slut identificerer sig med hende og fortrænger sine maskuline sider. Opstår der konflikter i denne fase, kan det ifølge psykoanalysen på længere sigt resultere i problemer omkring kønsidentiteten.
Ill. 16.4 Kong Ødipus ansigt til ansigt med sfinksen, der er halvt kvinde og halvt uhyre. Han løser Sfinksens gåde og får i tilgift lov til at gifte sig med dronningen af Theben. Sammen med hende får han fire børn, inden det går op for ham, at hun er hans mor.
History of Greece by Victor Duruy, 1890/Bridgeman Art Library/Scanpix
Når ødipus-komplekset er afviklet, indtræder der fra ca. seks- til tolvårsalderen en latensfase (af latin: latens, skjult), hvor seksualiteten ifølge Freud ingen væsentlig rolle spiller. Den går under jorden, siger han. Latensfasen afløses imidlertid fra ca. tolvårsalderen og fremefter af puberteten eller den genitale fase (af genitalia, kønsorganer), hvor seksualiteten på ny dukker op som en følge af kønsmodningen og nu optræder i sin fuldt udviklede genitale form.
